Strandvej 5

Ejeren af Strandvej 5 fortæller at huset er overtaget med denne tegning hængende på væggen, hvor man kan se vandtårnet før det blev nedrevet. Der er ingen signatur på tegningen.

Akvarellen nedenunder med samme motiv er af er kunstneren: Flemming H. (flemming-h.dk Løvstræde, Rørvig).

Harpely på Strandvej 18, Klitborg

Fakta:

  • 1925 Huset bygges af Overlæge Krarup, Nykøbing Psykiatriske Hospital
  • 1954 Overlæge Krarups plejesøn sælger huset fuldt møbleret til Godsejer Hans Vilhelm Riegels.
  • 1993 H V Riegels’ børn arver huset fra deres mor Bodil Riegels. I dag ejes huset af Birgitte Riegels Doucet og Niels Riegels.

Niels Riegels’ erindringer om sommer i Klitborg siden 1930’erne:

Familien Riegels lejede første gang sommerhus i Klitborg i 1936. De lejede Klitborgvej 34 – en af de Nielsenske huse. Når familien skulle på sommerophold fra gik turen fra Herlufmagle med stuepige og barnefrøken og en gevaldig oppakning. I nogle af de følgende somre var familien i et sommerhus nærmere Rørvig Kirke. Under krigen ferierede familien forskellige steder på Sydsjælland da transporten til Rørvig blev for besværlig.

Efter krigen lejede familien Gryden 1 i nogle år. Enkelte år lejede familien et sommerhus i første række ved Skærbygård. Og af og til også Strandvej 18. Familien Riegels og enkefru Krarup blev gode venner og var ofte på ture rundt i området i slutningen af 1940’erne og begyndelsen af 1950’erne.

Når familien var her i somrene i 1950’erne var der 6 børn, forældrene og en barnefrøken. Huset blev derfor udvidet til sin nuværende størrelse i slutningen af 1950’erne.

Tilbage i slutningen af 1940’erne var der frit udsyn fra loggiaen på ”Harpely” og helt til Skærbygård. De som boede i Skærbygård området kiggede mod øst og så de Nielsenske huset, som lå i Gryden, Klitvej, Birkevej og Strandvej. De små sommerhuse lignede hytter og kaldtes ”Negerlandsbyen”.

Bevoksningen i hele Klitborg var lav og der var meget åbent landskab. I slutningen af 1950’erne voksede området mere til, muligvis samtidig med at Klitborgs eget vandværk blev taget ud af drift.

”Harpely” har i hvert fald siden 1940’erne været rødmalet med hvide vinduer og grønne rammer. Før H V Riegels købte huset hed huset ”Det lille Røde hus”. H V Riegels fandt på navnet ”Harpely” og det står hen i det uvisse, om det var fordi H V var i ly for harperne, eller harperne bare var i ly her. Harperne var H V’s kone Bodil og de 4 døtre.

Fra slutningen af 1970’erne boede Bodil Riegels i huset hver sommer. Hun elskede at være heroppe og nød udsigten, havluften og badeture, som i de senere år foregik med hjælp bl.a. fra opsynsmanden Kurt Kristiansen.

Harpelys historie indsendt af Johanne Riegels Østergaard